Sådan kan online-reklamer skade dine børn

Next story
Leif Jensen

I takt med, at vi er mere og mere online, bliver vi også udsat for flere og flere annoncer og reklamer. Problemet er, at det gør vores børn også, og det kan udsætte vores børn for farer og svække vores alles it-sikkerhed.

Det er ikke, fordi online-annoncer behøver være problematiske i sig selv, men annoncer kan påvirke børns hjerner, der stadig er under udvikling, og når vi ved, at den gennemsnitlige teenager bruger op mod 8,5 timer dagligt med øjnene klistret til skærmen, så kommer de til at se mange annoncer hver eneste dag.

Så hvilke risici er forbundet med, at børn og unge får så mange målrettede beskeder hver eneste dag.

  1. Normalisering af upassende opførsel: En af de mest åbenlyse risici er, at børn bliver udsat for upassende indhold, produkter og tjenester. Om det er seksuelt indhold eller vold, så kan det påvirke vores børn, deres udvikling og holdning til, hvad der er normalt og passende. Der er forskning, der viser, hvordan børns hjerner kan påvirkes, så det er vigtigt, at vi forholder os til det.
  2. Forvreden opfattelse af virkeligheden: De beskeder, annoncer sender, og som børn suger ukritisk til sig, kan ændre deres opfattelse af verden omkring dem. Influencere giver deres version af virkeligheden, AI og filtre ændrer på virkeligheden, og alt det ændrer, hvordan vi forventer, at virkeligheden skal se ud eller virke. Det er nødvendigt, at vi som forældre hjælper vores børn til at forholde sig kritisk til online-indhold.
  3. Opfordrer til usunde vaner: Annoncer har til formål at drive salg, og det kan påvirke vores børns vaner. For eksempel er over 85 % af alle teenagere udsat for madannoncer på Instagram, Facebook og Twitter. Samtidig er det bekymrende, at der er forskning, der viser, at der er en direkte sammenhæng mellem disse annoncer og indtagelse af mad med forhøjet indhold af salt, sukker og fedt.
  4. In-app-køb og finansielle risici: En markant øget tendens er også, at f.eks. de spil, der reklameres for online, er gratis at prøve, men hurtigt lokker vores børn til at foretage køb direkte i spillet. Det kan virke harmløst, men det kan eskalere og hurtigt komme til at koste rigtig meget.
  5. Sikkerhed og privatlivet: Når det så kommer til it-sikkerhed, så er der mange annoncer, der kan være et stort problem for sikkerheden og privatlivets fred. Annoncer, bannere, billeder og micro-sites kan indeholde ondsindet kode eller lede til phishing scams, og det kan udsætte vores børns enheder for risikoen for at blive hacket.
    Samtidig kan disse annoncer smide cookies på dine børns enheder og derved spore dem og deres online aktivitet. Det kan igen lede til, at de bliver udsat for mere målrettede annoncer.

Jeg lever ikke under den illusion, at vi kan stoppe problematiske annoncer eller få vores børn væk fra skærmen. Men vi kan og bør tage en snak med dem om, hvad der er ok, få dem til at forholde sig kritisk til det, de ser, og ikke mindst få dem til at løfte blikket lidt mere fra skærmen, end de gør i dag.

Husk også at du på cybervejret.dk kan få en ugentlig opdatering om it-sikkerhed. Her tager jeg hver uge pulsen på cybersikkerhedssituationen i Danmark og resten af verden.