Sådan beskytter du dit barns personlige data

Next story
Leif Jensen

Det er ikke kun os voksne, der risikerer at få stjålet vores identitet online, vores børn er favoritmål for rigtig mange cyberkriminelle, men hvor vi gør rigtig meget ud af at beskytte vores egen identitet og personlige informationer online, så sker det samme desværre ikke for vores børn.

I USA estimeres det således, at over en million børn fik stjålet personlige og følsomme oplysninger i 2022, hvilket kostede deres familie tæt på 10.000 kroner. Men også i Danmark bliver vores børn ramt, og ifølge National Identity Theft Report fra 2020 var der i Danmark 18.500 identitetstyverisager, hvoraf 1.600 involverede børn. Det er en stigning på 20 % fra året før.

Svindlerne går efter børnene af stort set samme årsager, som de går efter de voksne. Når de har fat i de følsomme oplysninger, kan de nemlig dels bruge dem i deres scam-kampagner, og i visse tilfælde åbne konti forskellige steder, og måske endda bruge eventuelle kredit- eller kontantkort til at købe ind for.

Specielt i USA er børn populære, fordi man der arbejder med de såkaldte ’credit ratings’, hvor børn stort set aldrig står dårligt. Det samme gælder ikke i Danmark, og det kan være langt mere kompliceret at åbne f.eks. bankkonti i børns navne.

Men danske børns informationer kan let bruges i det, vi kender som ”syntetisk svindel”, hvor en scammer kombinerer personlige data fra forskellige kilder. Nogle af disse data er ægte, andre falske. På den måde kan de skabe en helt ny identitet, som så igen kan bruges i deres scam-kampagner.

Når de cyberkrimininelle stjæler børns identiteter online, sker det typisk på en af følgende måder (om end der er mange flere):

  • Phishing via mail, sociale medier eller sms-beskeder: Her bliver børnene snydt til at klikke på ondsindede links, der potentielt kan installere malware, der kan stjæle informationer, eller som sender dem et sted hen, hvor de bliver snydt til at udlevere personlig information selv – måske lokket med at deltage i en konkurrence (hvor der naturligvis ingen gevinster er).
  • Læk hos tredjepart: Desværre lækkes rigtig mange personlige informationer fra diverse online konti, uden man har nogen skyld i det.
  • Konti bliver overtaget: Gennem phishing-angreb, brute-force-angreb, cracking og gætværk bliver SoMe-konti og online gaming-konti overtaget dagligt. De indeholder nemlig en guldgrube af informationer.
  • Alt for meget deling på sociale medier: Såvel forældre som børn kan være skyldige i at dele alt for megen information på sociale medier. Alt lige fra fødselsdatoer til adresser, skoleinformation og billeder kan bruges af scammerne i efterfølgende scam-kampagner for at lokke endnu mere information ud af deres ofre.
  • Svindel fra familiemedlemmer: Selvom det lyder helt sort, så sker det desværre alt for ofte, at det er familiemedlemmer, der lokker informationer ud af børnene. Fordi de kender deres ’offer’ rigtig godt i forvejen, så sænkes paraderne, og det er let for dem at lokke yderligere informationer ud af børnene.
  • Fysisk tyveri: Det sker ikke helt så ofte mere, men at stjæle dokumenter, noter og papirlapper fra skraldespanden i skolen, klubben, fritidsordningen eller måske endda hjemme, sker stadig. Og der kan være masser af personlig information at finde her.

Hold dit barns identitet sikker

Selvom det ville være skønt at kunne sige, at der er en 100 % sikker metode til at holde dit barns identitet sikker online, så findes det desværre ikke. Men ved at følge nogle gode – og gennemprøvede – råd og metoder, så kan du markant mindske risikoen for, at dit barns personlige identitet bliver stjålet:

  • Undlad at dele alt om dit barn på sociale medier. Jo mindre du deler, og jo mindre specifikt det er, desto mere reducerer du risikoen.
  • Overvåg dine børns konti for mistænkelig aktivitet
  • Overvej at sætte en grænse for, hvor meget dit barn f.eks. kan bruge om dagen på deres dankort eller kreditkort (hvis de overhovedet skal have et sådant).
  • Sørg for, at alle enheder i hjemmet er udstyret med god og opdateret sikkerheds-software (herunder anti-malware funktioner).
  • Snak med dit barn om farerne ved at dele informationer på sociale medier, om phishing og om identitetstyveri.
  • Begræns mængden af konti/online-tjenester, som dit barn kan melde sig til i eget navn. Brug eventuelt dine egne detaljer i stedet.

Det skal du holde øje med

Ud over de gode råd, jeg har listet herover, så er der nogle småting, du bør holde øje med, advarselssignaler om du vil, som kan vise, om noget er galt.

  • Uventede eller ualmindelige regninger stilet til dit barn
  • Børnepenge, der ikke kommer frem, men som hævdes at være indbetalt
  • Henvendelser fra banken, der stiller spørgsmål til mærkelig aktivitet
  • Sælgere, der ringer for at snakke med dit barn

Det skal du gøre i værste tilfælde

Hvis det værste sker – hvis dit barns identitet er blevet misbrugt, eller personlige informationer stjålet – så er der et par småting, du skal gøre så hurtigt som muligt.

  1. Meld det med det samme til politiet, og beskriv, hvad der er sket
  2. Ring til Digitaliseringsstyrelsens hotline på 3398 0098, de vejleder i, hvad du skal gøre
  3. Kontakt de steder, der er berørt - bank, skole, personer eller organisationer - og fortæl dem, hvad der er sket

Endelig – husk at vores børn er dygtige. Snak med dem, de forstår mere, end du tror, og uddannelse er langt det bedste forsvar, vi kan give dem.

Husk at du på cybervejret.dk kan få en ugentlig opdatering om it-sikkerhed. Her tager jeg hver uge pulsen på cybersikkerhedssituationen i Danmark og resten af verden.