Genbrugsmobiler: Sikre eller en sikkerhedsrisiko?

Leif Jensen

Det er blevet stadig mere populært at købe brugte smartphones, ikke mindst fordi priserne på nye efterhånden er blevet imponerende høje. At få fat i en smartphone med god og spændende teknologi til en lav pris er derfor meget tillokkende. Men rent sikkerhedsmæssigt er det så en god ide? Det kigger jeg lidt nærmere på i denne blog.

Det helt store problem er, at du ikke ved, hvilken tilstand mobilen har rent software- og sikkerhedsmæssigt. Det betyder, at du kan risikere at udsætte dig selv for cybertrusler, uden at du ved af det.

Det, du risikerer at udsætte dig selv for, når du køber en brugt smartphone, er blandt andet, at du får en enhed med forældet software på. Måske er mobilen så gammel, at den ikke længere opdateres, måske har den tidligere bruger bare ikke været god nok til at sikre, at den faktisk blev opdateret.

Du risikerer også, at der er malware på mobilen. Ikke fordi den forrige ejer nødvendigvis har installeret det med vilje, men måske har han været forbi et inficeret websted eller installeret en inficeret app.

Så for at undgå at blive ramt af de cybertrusler, en genbrugt smartphone kan udsætte dig for, er der et par ting, du bør gøre, hvis du investerer i sådan en.

For det første bør du altid sikre dig, at du kan få mindst et års garanti på enheden. Det er naturligvis svært, hvis du køber den privat, men hvis du køber den via et af de steder, der sælger genbrugte enheder, bør du sikre dig den garanti.

Du bør undgå at købe en smartphone, der er ’jailbroken’ eller ’rooted’. Disse enheder har fået fjernet alle sikkerhedsfunktioner fra producenten, og dermed er de mere udsatte for trusler.

Du skal også sikre dig, at den mobil, du køber, er understøttet af producenten, og de fleste producenter giver deres enheder to til tre års support efter lancering.

Endelig har jeg en tjekliste, du bør gå igennem, når du køber en ny enhed:

  • Foretag en fuld nulstilling til fabriksindstillinger. På den måde kan du sikre, at alle data og apps, der måtte være efterladt af den tidligere ejer, fjernes – det gælder også eventuel malware.
  • Opdater mobilens operativsystem til den nyeste og mest sikre version, og slå automatiske opdateringer til.
  • Installer sikkerhedssoftware, og scan din smartphone.
  • Sæt skærmlås, kodeord og biometrisk lås op med det samme.
  • Lav backup af data, og sæt mobilen til at lave backup i skyen jævnligt.
  • Slet alle apps, du ikke bruger.
  • Slå kryptering af enheden til.
  • Slå multifaktor-godkendelse til alle steder, det er muligt.
  • Tjek godkendelser til apps. De skal ikke have adgang til mere end højst nødvendigt.
  • Hent kun apps fra officielle app-butikker.
  • Undgå at bruge offentlige og åbne WiFi uden at slå VPN til.

Genbrugte smartphones kan være en rigtig god ide. Du kan få en mobil til en meget lavere pris, du sparer miljøet for CO2-udledning, og du giver elektronikken et længere liv.

Der er heller ingen grund til, at en genbrugt smartphone skal give sikkerhedsproblemer – så længe du følger mine anbefalinger her i denne blog.

Og skulle du vælge en dag at sælge din egen smartphone, så husk at lave backup af din mobil og nulstille den til fabriksindstillinger, inden du giver den videre til den nye ejer.

Husk også at du på cybervejret.dk kan få en ugentlig opdatering om it-sikkerhed. Her tager jeg hver uge pulsen på cybersikkerhedssituationen i Danmark og resten af verden.