Når vi søger på os selv, så er det næsten altid Googles enorme søgetjeneste, der leverer data til os. Men de informationer, der dukker frem, er ikke altid data, vi gerne vil have ud i offentligheden.
Så hvad gør vi så? Skal vi bare acceptere situationen og konstatere, at der ligger data om os på nettet, som vi ikke ønsker? Data, der kan misbruges af cyberkriminelle, både mod os og mod de virksomheder, vi er forbundet med – f.eks. vores arbejdsgiver.
Problemet her er, at vi ofte genbruger informationer om os selv på vores arbejdsplads til systemer dér, og de informationer kan cyberkriminelle så misbruge til at forsøge at komme ind på virksomhedens systemer.
Så her i denne blog vil jeg kigge lidt nærmere på, hvordan du minimerer dit digitale fodaftryk, ikke mindst i Googles søgemaskine, og hvordan du bedst kan beskytte dine data fra de cyberkriminelles øjne og derved beskytte både dig og din arbejdsplads.
Men først skal vi lige kigge på, hvad der dukker op i Googles søgninger, hvorfor det sker, og ikke mindst hvilke bekymringer de informationer kan skabe.
Start med at søge på dit navn, gerne i citationstegn, og se, hvad der dukker op der (og for resten, det skal du gøre i din browsers incognito-vindue og uden at være logget ind på Google), og se, hvad der dukker op.
Derefter kan du forfine søgningen med f.eks. din adresse eller websteder, du ofte bruger. Det vil vise dig, hvor præcis søgemaskinen er, og hvor mange informationer den har om dig.
Hvis du har en blog, en social media-konto eller lignende, så vil disse data dukke frem, og de kan let bruges af cyberkriminelle til at konstruere en digital identitet, som f.eks. kan bruges til at snyde ansatte i virksomheder til at give de cyberkriminelle informationer, de ellers ikke ville have delt ud af.
Så hvis du har behov for eller bare ønsker at slette dine data fra Googles enorme database, kræver det, at du har en Google-konto. Den skal du så logge ind på, så du kan håndtere de informationer, Google har om dig.
Her bruger jeg Chromes browser, men du kan også gøre det samme fra Googles app på din smartphone.
- Log ind, og klik på dit profilbillede/avatar
- Klik på ’Administrer din Google-konto’ og så på ’Data og privatliv’ ude til venstre i menuen
- Under ’Indstillinger for historik’ klikker du nu på ’Min aktivitet’. Herfra kan du slette nogle af de ting, Google har på dig
- Klik nu på ’Andre aktiviteter’, og du får mulighed for at slette mere om dig
- Endelig kan du gå et niveau tilbage og klikke på ’Aktivitetsadministration’, der giver dig mulighed for at kontrollere, hvad Google ved om dig
- Endelig er der en mulighed for at rette en direkte henvendelse til Google og bede dem om at gennemgå og slette søgeresultater, der opfylder bestemte kriterier om dig, f.eks. din adresse eller telefonnummer. Du starter den proces herfra, og så er det op til dig og Google at komme videre.
Men husk: informationer, der ligger på nettet, vil konstant blive fundet af søgemaskiner, så hvis du ikke får dem fjernet fra sociale medier, blogs og lignende, vil de dukke op igen. Så vær nu forsigtig med, hvad du deler om dig selv. Både for din egen skyld og for din arbejdsgivers skyld.
Husk også at du på cybervejret.dk kan få en ugentlig opdatering om it-sikkerhed. Her tager jeg hver uge pulsen på cybersikkerhedssituationen i Danmark og resten af verden.